Kostpolitik i Naturbørnehaven
Vi ønsker, i samarbejde med forældrene, at give børnene i Naturbørnehaven de bedste muligheder for udvikling og trivsel.
En sund og varieret kost er med til at sikre en god forbrænding dagen igennem. Dette giver energi og koncentration til at kunne deltage aktivt i hverdagens aktiviteter, leg, samt gode betingelser for barnets udvikling og indlæring. Jo tidligere barnets sunde kostvaner grundlægges, jo mere naturligt bliver det for barnet at bibeholde en sund livsstil.
I Naturbørnehaven har vi fokus på at lære børnene ”fra jord til bord” idet vi dyrker frugter og grøntsager i vores have, og også tager ud i naturen og samler. Vi ønsker at børnene skal have kendskab til naturen og dens ressourcer, og også vide hvordan vi passer på naturen og miljøet omkring os. Når vi handler ind, tænker vi så vidt muligt økologisk, men også på at handle lokale varer. Vi køber helst den ”sunde” variant af diverse produkter.
Madpakken og måltidet
Vi er bevidste om, at det der lægges i madpakken, er jeres valg for jeres børn. Vi opfordrer dog til at madpakken indeholder sund og varieret kost i form af rugbrød, eller andet brød med et højt indhold af kostfibre, med forskelligt pålæg, grøntsager og måske frisk eller tørret frugt (rosiner, frugtstænger).
Vi ønsker at måltidet skal være hyggeligt og hjemligt. Vi har derfor tallerkener og kopper ved vores faste pladser. Måltidet starter når alle har vasket hænder og sidder klar. Sammen synger vi vores madsang:
Mel: Mariehønen Evigglad
Nu skal vi spise vores mad
Så vi kan blive mæt’ og glad’
Men inden vi kan gå i gang,
Så skal vi synge denne sang
Tralalalalalalala
Tralalalalalalala
Nu er det slut med alt det fis
Så vi si’r bar’ værsgo og spis!
Dernæst pakker vi hele madpakken ud på tallerkenen. Papiret smides i en skraldeskål. Det er derfor rart hvis maden er nem for barnet, selv at pakke ud (fx ikke viklet ind i film). Vi opfordrer børnene til at spise lidt rugbrød som det første, men blander os ellers ikke i hvad de spiser. Vi ønsker en god og hyggelig samtale med børnene under måltidet, og har vi kritik eller kommentarer til madpakkens indhold, vil vi tale med jer, forældre om det. Vi bliver siddende og venter så vidt muligt på hinanden. Der bliver serveret bornholmsk minimælk og vand ved frokostmåltidet.
- for mere inspiration: www.altomkost.dk
Morgenmad
I Naturbørnehaven tilbydes der morgenmad i tidsrummet 6.30-8.00. Der serveres havregryn, cornflakes og groft brød/knækbrød med smør og pålæg. Tilmed kan børnene drikke mælk eller vand. Har børnene intet spist hjemmefra må I forældre gerne meddele personalet det, så vi kan sørge for at barnet får noget god energi fra morgenstunden af.
Frugt og mindre måltider
I forbindelse med vores samling kl. 9.00 serveres der frugt, som ”Ugens Hjælpere” skærer ud sammen med en voksen. (Frugten køber vi, og børnene skal derfor ikke medbringe ekstra frugt)
Om eftermiddagen, ca. kl. 14.30 bliver børnene tilbudt et lille måltid igen. Det kan være groft hjemmebagt brød med pålæg, havregrød, koldskål, yoghurt, knækbrød eller andet årstidsbestemt såsom frugtgrød, suppe o.lign..
I løbet af dagen har børnene adgang til deres egne kopper med navn, så de kan drikke vand når de har behov for det. Når vi tager madpakkerne med på tur, får alle børn en vandflaske med i deres rygsæk. (Forældrene skal selv sørge for at deres barn har en drikkedunk liggende i kassen i garderoben.)
Fredagsmåltidet
Hver fredag laver vi mad sammen med børnene, og de skal denne dag ikke selv have madpakker med. Maden laves over bål og i fællesskab med børnene. De hjælper med at skære grøntsager, røre i gryden og måle af osv. Vi gør det som en aktivitet og for, at børnene får bredere viden om hvordan maden laves. Det er meget forskelligt hvad vi spiser, og vi forsøger at komme omkring mange forskellige varme retter i løbet af året, men meget gerne noget der følger årstiden og højtiderne.
Fødselsdage
Ved fødselsdage i børnehaven, har vi vores egen lille tradition med fødselsdagssang, en lille gave til barnet og hurraråb i stor stil. Fødselsdagsbarnet må gerne medbringe noget at dele ud. Fx en kage, frugtspyd, små is eller måske har du/I lyst til at tage frokost med til alle børnene i form af pizzasnegle el.lign. Selvfølgelig noget som fødselsdagsbarnet er særligt glad for, da det kan støtte jeres barn i at fortælle andre om sig selv.
Tal med personalet om hvordan vi kan gøre det bedst for jeres barn. Men begræns det gerne til at være én ting der skal deles ud af ved samlingen om formiddagen.
Husk - det vigtigste er at barnet bliver fejret, og ikke hvad det bliver fejret med.
Turmad
Mindst én gang om ugen går vi i skoven om formiddagen, og så vidt vejret tillader det, tager vi madpakkerne med. Af og til tager vi også på længere ture hvor vi på ugeplanen skriver ”husk turmad”. Vores defination af turmad er madder der er nemme at spise hvor som helst. Fx klapsammen-madder eller madder uden for meget ”klads” på. Der må stadig gerne være andet end rugbrød i madpakken, men det skal også være nemt at sidde med i skødet og spise. Madderne skal pakkes i papir hver for sig, sådan at børnene kan pakke én mad ud af gangen. Det hele skal lægges i madkassen sådan at det ikke vælter rundt når de har den i rygsækken, og ikke bliver fladmast hvis nogen sætter sig på tasken.
Allergener og specialkost
Hvis dit barn har allergi overfor bestemte råvarer skal personalet informeres herom, og der vil selvfølgelig tages hensyn til dette. Vælger I at følge en særlig diæt eller kostplan, er det noget I selv må sørge for overfor jeres barn. I børnehaven har vi vores egen kostpolitik og principper, og laver ikke særlig kost til enkelte børn. Ønsker I ikke at barnet skal spise det vi serverer her om fredagen eller eftermiddagen, skal I selv sørge for at tage noget andet med til jeres barn. (Spiseklart, så det ikke skal tilberedes)